De mest kendte tankskibstyper er råolietankskibe og produkttankskibe, som sejler med henholdsvis råolie og raffinerede olieprodukter. Derudover findes der kemikalietankskibe, gastankskibe (LPG og LNG) samt et utal af mindre kendte tankskibstyper.
Fællesnævneren for samtlige tankskibe er, at de transporterer flydende produkter i større kvantum (bulk).
Afhængig af hvilken tankskibstype det omhandler, kan det være i stand til at transportere andre produkter end det, det oprindeligt er bygget til. Indenfor gruppen af tankskibe er der derfor langt højere grad af substitution end mellem gruppen af tankskibe og gruppen af f.eks. tørlastskibe. Dette betyder bl.a., at indtjeningen og skibsværdierne for de forskellige typer og segmenter af tankskibe kan være særdeles højt korrelerede.
F.eks. er produkttankskibe i stand til at transportere råolie. Derimod er råolietankskibe som regel ikke i stand til at transportere raffinerede produkter, da disse kræver coatede (behandlede) tanke, hvilket råolietankskibe ikke har.
Kemikalietankskibe har både coatede tanke og tanke af ren rustfrit stål. Dette gør dem i stand til at fragte raffinerede produkter, som normalt ville fragtes af et produkttankskib. Derimod kan et produkttankskib ikke fragte visse kemikalier og olier, da disse kræver specielle sikkerhedsprocedurer samt special-coatede tanke eller rustfrie tanke. Det vil sige, at substitutionen går kun den ene vej i dette eksempel.
Et andet eksempel er nogle af LPG-tankskibene, der er i stand til at fragte ”Clean Petroleum Products (CPP)”, hvorimod produkttankskibene ikke er i stand til at transportere flydende gasser.
Udover de tekniske begrænsninger begrænser olieselskabernes sikkerhedsprocedurer samt omkostninger til at rengøre tankene, (hvis der skal skiftes produkt), tankskibenes evne for at substituere hinanden. Derfor ses det, at tankskibene ændrer beskæftigelse, men kun når forskellen i indtjeningen er stor nok til at retfærdiggøre udgifterne til ændringen.