Hvert enkelt skibsværft er i princippet i stand til at bygge alle typer skibe. Teoretisk er det udelukkende den fysiske størrelse af tørdokken, flydedokken eller beddingen, der sætter de yderste grænser for størrelsen af skibet. I praksis har hvert værft imidlertid specialiseret sig inden for et fåtal af skibstyper for derved at kunne opnå en optimal byggeproces og den nødvendige specialviden.
Skibsværfterne verden over udgør en stor og diversificeret gruppe. Deres størrelse og tekniske kapacitet rangerer fra de små værfter med mindre end 200 ansatte til de store værfter med en arbejdsstyrke på over 10.000. Skibsbygning er kompliceret, og det kræver derfor store kapitalinvesteringer samt et højt niveau af teknisk ekspertise for at designe og bygge et handelsskib.
Afhængig af skibstype tager det mellem et halvt til to år fra kontraktskrivning til levering af skibet. Er værftets ordrebog fyldt op, kan byggeperioden blive forlænget.